• Lokal data og støtte skal mindske unges alkoholforbrug

    Source: BDK Borsnyt / 26 Aug 2024 00:01:35   America/Chicago

    Kommuner, forældre og lokale aktører skal være sammen om at skabe rammerne for et ungdomsliv uden alkohol og rusmidler. Det mener Sundhedsstyrelsen og TrygFonden. Mandag lancerer de et nyt forebyggelseskoncept som en del af indsatsen Fælles om ungelivet. Projektet har allerede været i gang i udvalgte kommuner i fire år, hvor man har set gode resultater. Men nu bredes det ud. Det fortæller Sundhedsstyrelsens direktør, Jonas Egebart, til Ritzau. - Vi kan se, at det rykker noget det her koncept, og det gør os jo ret optimistiske omkring at sprede det ud, siger han. Direktøren nævner Odder Kommune, som er en af fem forsøgskommuner. I projektperioden er der 15 procent flere i 9. klasse, som har udskudt deres alkoholdebut. Rapporter har gentagne gange vist, at danske unge har et større alkoholforbrug end deres jævnaldrende i resten af Europa. - I TrygFonden er vi optaget af at udvikle og afprøve nye tilgange til arbejdet med forebyggelse og få skabt fællesskaber og en kultur blandt de unge, hvor alkohol, nikotin og andre rusmidler ikke fylder, siger Jette Jul Bruun, som er underdirektør i TrygFonden, i en pressemeddelelse. 15 kommuner har allerede sagt ja til at udbrede konceptet lokalt i de næste tre år. Men alle landets kommuner får mulighed for at bruge de redskaber, som Sundhedsstyrelsen og TrygFonden stiller til rådighed ifølge Jonas Egebart. Dels får kommunerne hjælp til, hvordan man kan indsamle og anvende data om unges brug af alkohol og andre rusmidler i lige præcis deres kommune. - Den anden del er, at man får nogle redskaber til at arbejde med det, som vi kalder beskyttende faktorer. Altså hvad der gør, at man kan være beskyttet imod at få en tidlig alkoholdebut eller et højt alkoholforbrug, siger Jonas Egebart. Det handler eksempelvis om, hvad venner og forældre kan gøre, men også hvad lokalsamfundet kan gøre. - Vi synes også, at der er nogle myter på området, som vi gerne vil være med til at punktere. Myten om, at man ikke gøre noget ved det. Det har vi nu resultater på, at man kan, siger han. Sundhedsstyrelsen og TrygFonden har hentet inspiration til konceptet fra Island, hvor man har brugt lignende indsatser til at mindske de unges alkoholforbrug. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/danmark/lokal-data-og-stoette-skal-mindske-unges-alkoholforbrug
Share on,